KAPITEL 11.

FORFLYTTET TIL FLYVESTATION VÆRLØSE

I 1975 skulle vi have nye transportfly i flyvevåbnet, jeg var ved at være godt træt af at flyve med elever, for efter nogle år, var der ikke megen fornyelse i det, og desuden havde jeg nogle uoverensstemmelser med den nye stationschef. Jeg skrev en ansøgning om at blive flyttet til Værløse og om at flyve C-130 Herkules, som de nye fly hed. Jeg fik afslag med den begrundelse, at det var forbeholdt de gamle skippere i ESK 721, og unge piloter, der havde fløjet F-104 Starfighter. Jeg gik igen til stationschefen og bad om at måtte blive flyttet tilbage til min gamle eskadrille på Karup for at flyve F-100 igen. Han undersøgte sagen og fortalte mig, at hvis jeg ville tilbage til Karup, skulle jeg vente et år, for først da ville der blive oprettet et nyt omskolingskursus, men jeg kunne komme til Værløse om 14 dage og blive omskolet til C-47 Dakota. Jeg tog med kyshånd imod tilbuddet og sagde endnu engang farvel til Avnø.

Jeg mødte på Værløse den 15. august 1975, og blev budt velkommen af eskadrillechefen (POL). Eskadrillen havde på det tidspunkt 3 stk. Herkules, 6 stk.  C-47 Dakota og 4 stk. DC-4 Skymaster.

C-47 DAKOTA ELLER DC-3

Jeg begyndte kort efter teoriundervisning og systemkendskab m.v. til C-47 på teknisk trænings sektion, det såkaldte ”Husses seminarium”. Da jeg var færdig med teoriundervisningen, begyndte jeg selve flyvetræningen.

At komme ind og sidde i cockpittet på sådan en, var lige som at træde tilbage til stenalderen. Kontroller og håndtag var spredt rundt omkring, ja jeg vil sige, at den var velegnet til at blive fløjet af ottearmede blæksprutter. Jeg kom aldrig til at synes ret godt om dette fly. Det bedste ved den var, at det fløj så langsomt, at lige meget hvor man fløj hen kunne man ikke nå hjem samme dag, hvilket bibragte en masse gode oplevelser forskellige steder i Europa.

OVERLEVELSES KURSUS I ENGLAND.

Jeg var lige blevet færdig med omskolingen til Co-pilot på C-47-flyet, da næstkommanderende ved en morgenbriefing forkyndte, at man skulle bruge en frivillig til et CSRO[1] kursus i England. Vi sad vel omkring fyrre piloter i briefing rummet. Jeg så mig omkring og ingen meldte sig frivillig. Næstkommanderende sagde så, at hvis der ikke var nogen, der meldte sig frivilligt, skulle han nok melde en af os frivilligt. Da jeg var den sidst ankomne til Eskadrillen, gik jeg ud fra, at det nok var mig, der blev udpeget som frivillig, så jeg kunne lige så godt melde mig. Så jeg rejste mig op og sagde højt: ”Hvis ingen af jer tøsedrenge tør, skal jeg nok tage det.” Der gik et lettelsens suk gennem lokalet, og jeg forstod senere hvorfor.

Dagen kom hvor jeg skulle rejse til England, til Royal Air Force station Mount Batten i nærheden af Plymouth.

Tog til Esbjerg, færge fra Esbjerg til Harwich og så tog videre til destinationen. Det begyndte ret fint med, at jeg kom ombord på færgen og fandt ud af, at man ikke havde købt plads i en kahyt til mig. Jeg var ikke klar over, at overlevelseskurset allerede startede hjemmefra. Vi skulle sejle fra Esbjerg omkring ved 17:00 tiden og ankomme til Harwich omkring middag næste dag. Efter at have spist til aften og fået et tilpas antal sjusser i baren, gik jeg til køjs i en liggestol på soldækket iført et par tæpper. Selvom jeg var behørigt frostsikret, vågnede jeg talrige gange og gik indenfor for at få lidt varme.

Ankomsten til Mount Batten var mere behagelig. Der ankom deltagere fra flere europæiske lande. Vi blev samlet til five o'clock tea[2] og fik en kort briefing om, hvad der skulle foregå de følgende uger. Derefter kom en ældre herre i hvid jakke med blå snore omkring ærmerne hen til mig og fortalte høfligt, at han var min Batman[3] de næste tre uger. Han bar min bagage op på et fint enkeltværelse, insisterede på at pakke min kuffert ud og hængte mine uniformer på plads. Han bad mig om at sætte mine sko udenfor døren, når jeg gik i seng. Aftenen gik med at hilse på instruktørerne og de andre deltagere i officersmessens bar. Næste morgen bankede det på døren, og ind kom Batmanden, bød mig godmorgen og stillede en kop te ved mit hovedgærde, og derefter kom han med mine sko, som var helt ukendelige. Jeg havde ikke set så blanke sko siden jeg var officerskadet i Canada, og jeg var et kort øjeblik i tvivl om, at de var mine. Da jeg kom tilbage på mit værelse efter den første dag med teori, var mine skjorter vasket og mine bukser (officerer bruger ikke udtrykket bukser, det hedder benklæder), var pressede med knivskarpe presfolder, jo, det begyndte ganske godt, og jeg glemte hurtigt min rædsomme oplevelse på færgen.

Kurset var delt op i flere tempi:

LAND SURVIVAL

Første uge drejede sig om Land Survival[4]. Man simulerede, at man havde forladt sit fly med faldskærm og var landet i et øde skovområde. Vi lærte, hvad man kunne bruge sin faldskærm til, hvis man ikke blev undsat indenfor nogle timer. Det var en avanceret form for, hvad spejderdrenge lærer og bruger på Jamboree. Instruktøren var blændende dygtig til at fastholde vores interesse, og da det nu også var et instruktørkursus, måtte vi ind imellem de praktiske øvelser tilrettelægge en lektion og undervise resten af klassen.

De praktiske øvelser bestod i at lave bivuakker, tepee, både af birke ris og af et regnslag. Af faldskærmen skulle vi fremstille en sovepose, hængekøje, kogegrej, og telt, af faldskærmslinerne snarer og fælder, snubleliner, fiskenet samt talrige andre nyttige ting.

Vi lærte, hvilke af naturens ressourcer, der kunne spises, teknikker til at undersøge om svampe var giftige eller ikke. Der blev holdt timelange foredrag om, hvordan man som nødstedt gør det nemmest for eftersøgningsholdene at finde en i fredstid, og i krigstid gøre det svært at blive fundet.

Hver dag sluttede med Five o’clock tea, stilfuldt aftensmåltid i pæn uniform i officersmessen, hvor militære tjenere (messemænd) serverede det man ønskede ifølge et glimrende menukort. Man havde faste pladser ved bordene, der var inddelt efter rang, og af og til blev man inviteret til at sidde ved chefens bord, hvilket som regel var hamrende kedeligt, men også en stor ære.

Efter middagen gik man så i baren og fik en enkelt pint eller to, spillede dart og hyggede sig med piloter fra andre lande. Til allersidst skoene ud på gangen.

SEA SURVIVAL[5]

Dette kursus adskilte sig fra det første ved at have mange praktiske øvelser. Først teoriundervisning, derefter øvelser i svømmehal, først hejst op under loftet i svømmehallen hængende i et sæt faldskærmsseler, så pludseligt og brutalt sluppet fem meter over vandoverfladen, så tre hundrede meters svømning iført flyverdragt, hjelm, støvler og redningsvest. Jeg bandede min flyvedragt langt væk idet den krøb adskillige numre, da den blev våd, og jeg, der ellers var en habil svømmer, havde helvedes kvaler med bare at lave almindelige svømmetag, og det blev ikke lettere at svømme iført oppustet svømmevest. Totalt drænet for enhver form for humor og kræfter skulle vi så kravle op i enkeltmands gummiflåde, der selvfølgelig var for lidt luft i til at den kunne flyde ordentligt. Man skulle tage fat i den bagfra, og så trække den ind under sig, og som instruktøren sagde, det er bare et snuptag, så er du oppe i den og så ruller du bare rundt på ryggen, sætter dig op i den og trækker oversejlet over dig og puster det op. ”Piece of Cake” nemt, gu var det ej, den satans svømmevest var i vejen, den måtte jeg lukke luften helt ud af for at komme op i båden. Øvelsen var ikke forbi for den enkelte, før man sad op i flåden med oppustet oversejl, oppustet redningsvest og oversejlet trukket op over hovedet.

Hvis man er nødstedt til havs, er det altid et problem at skaffe drikkevand, så til den ende havde en smart Englænder opfundet en såkaldt ”solar still”[6], den skulle vi afprøve. Den lignede en gennemsigtig badebold med en anden badebold indeni, badebolden havde to plastikventiler; en halvvejs oppe på siden til at pisse i og en i bunden til at drikke af, jo, jo, det er ikke løgn. Den skulle fungere ved at solen varmede urinen i den inderste beholder op, så vanddampene steg op til toppen af den yderste bold og løb ned af siderne og blev opsamlet ved bundventilen. Den kunne man så åbne og drikke vandet uden at blive syg af det. Vi troede, at det var en joke, men vi fik udlevet en hver, som vi skulle pisse i. Den skulle så stå i solen et par timer, og derefter skulle en del af vandet være udskilt og være til at drikke. Da vi igen så til badeboldene, var der ganske rigtigt en klar væske nederst i den yderste bold og en fælt udseende grumset væske i den inderste. Hvis dette ikke var slemt nok, blev det endnu værre, da vi blev beordret til at bytte badeboldene og på tælling drikke af den nederste ventil. Et trefoldigt fy for satan, hvor det smagte grimt, og nogle af os kunne ikke holde det i os. Det var en yderst ubehagelig oplevelse, men instruktøren, der også havde suttet på sin badebold, trøstede os med, at det smagte godt, hvis man var tørstig nok. Vi styrtede direkte hen i baren og forsøgte at fortrænge smagen med en hel del sjusser. Vi sprang five o’clock teen og aftensmaden over, og næste dag kunne vi berette, at bivirkningerne fra badebolden måske ikke var livsfarlig, men de gav i hvert fald kraftige hovedpiner, Jeg vågnede med mine sko på, og de var ikke nypudsede.

Efter denne undervisningsperiode fulgte en praktisk øvelse, der skulle foregå i den Engelske Kanal. Vi skulle forestille os, at vi havde forladt vores fly i utide og var havnet uskadte i Kanalen. Hvorefter vi skulle findes og samles op af en helikopter.

Vi blev udstyret med en såkaldt vandtæt flyvedragt, støvler og hjelm, og en redningsvest med det udstyr, der normalt fandtes i en redningsvest for jagerpiloter. Dette udstyr bestod af diverse signalmidler så som 12 nødraketter, der var lavet som en slags kort jagtpatron og som kunne skrues fast i en affyringsenhed, der lignede en fyldepen. Der var signalspejl, en lille plasticfolder om survival[7], hvis man allerede skulle have glemt, hvad man havde lært på kurset, og sandelig en oppustelig ballon, som tidligere beskrevet til al lave ferskvand med. Den havde man lige så meget at bruge til som en kat med ni killinger. På det tidspunkt havde man ikke opfundet den vandtætte lynlås, så den vandtætte flyverdragt var lavet i to stykker med gummimanchetter til hals, håndled og med påsvejsede støvler. Der var en overdel og en underdel, som blev samlet på midten ved at rulle to store manchetter sammen som en pølse. Der var lavet en tisseanordning i form af et sammenrullet gummirør, lukket med en prop, der var surret fast. Dette kunne have været ligegyldigt, da det på grund af den trange plads i redningsflåden, temperaturen og valne hænder, var komplet umuligt at finde det, man skulle tisse med og få det anbragt i røret, for derefter at ramme ventilen i ballonen. Det var sågar også næsten umuligt, selvom man havde begge ben på landjorden. Det var dog udmærket ”tisfordriv”. Du kan selv tænke dig til hvilken mulighed, man så anvendte i stedet, men det varmer kun kortvarigt.

Den store badedag oprandt, vi mødte tidligt om morgenen iført det ovennævnte udstyr, og gik ombord i en motortorpedobåd, som sejlede os ud i Kanalen. Da vi ankom til det rette sted, blev vi enkeltvis forsynet med selerne fra en faldskærm og disse blev gjort fast med en lang trosse til båden, og enkeltmands redningsflåden blev gjort fast med en livline til redningsvesten. Dette for at man kunne blive trukket efter båden for at simulere, at man blev trukket gennem vandet af faldskærmen, som var blevet taget af vinden.

Jeg var nummer tre på listen til at blive sat ud. Jeg sprang i vandet på kommando med den ikke oppustede gummiflåde i favnen, jeg havde nok ikke holdt godt nok fast i den, for den ramte mig under hagen som et uppercut, og det næste jeg opfattede var et vældigt træk i faldskærmsselen og jeg forsvandt under vandet som en hval, der havde været oppe at blæse. På vej mod havbunden, hvor luften blev presset ud af dragten ved halslinningen, fik jeg udløst faldskærmsselerne og trækket ophørte. Jeg trak i udløserhåndtaget, der pustede redningsvesten op, og kom op til overfladen som en korkprop. Fuldstændig fortumlet og forpustet kiggede jeg efter min redningsflåde, den lå ca.10 meter fra mig, og ikke særlig velovervejet begyndte jeg at svømme hen til den, fuldkommen åndssvagt, da den stadig var gjort fast til min redningsvest. Jeg kunne bare have trukket den hen til mig. Det tærede utroligt på kræfterne at prøve at svømme iført forhenværende vandtæt flyverdragt og oppustet redningsvest. Jeg fik fat i udløserhåndtaget til redningsflåden, trak i det og åndede lettet op, da jeg hørte kulsyre flasken puste flåden op. Jeg må have drillet instruktørerne på et eller andet tidspunkt, for det jeg udløste med mit træk i udløserhåndtaget var typisk dejlig engelsk humor. Ud af lærredsindpakningen kom det flotteste hvide badedyr, en stolt hvid svane på en badering.

Jeg kan ikke mindes at have hørt nogen more sig mere over mit ansigtsudtryk end denne skibsbesætning og instruktørerne ombord. Da latteren havde fortaget sig, kom en grinende instruktør i lille gummibåd og erstattede min svane med min rigtige redningsflåde, tøjrede den til havbunden, pustede den op og lod mig komme op i den. Han ønskede mig en behagelig overnatning.

Da jeg havde fået mig selv organiseret i båden, der var lidt bredere og næsten lige så lang som jeg selv, begyndte jeg at studere de mærkværdigheder, som jeg vidste, skulle findes i båden. Tingene var pakket i vandtætte poser. Det første jeg pakkede ud var en såkaldt vandtæt lommelygte med tre forskellige farver glas. Vandtæt, ja det var den, for der løb ikke en dråbe ud af den, og når man kiggede gennem glasset ind på pæren, lignede det et akvarium. Jeg smed den overbord og spekulerede over, hvordan de næste 17 timer skulle forløbe. Signalspejlet var udmærket. Udover at kunne se sig selv i miserabel tilstand, kunne det kun bruges til at signalere med i solskin. Der var også to konservesdåser, hvor dåseåbnerne dog trods alt var loddet fast på ydersiden, men de var næsten umulige at få af, så den ene forsvandt med et lille smæld samme vej som lygten. Den anden fik jeg åbnet de to dåser med. Der var også en pose hajpulver, som indeholdt et yderst kraftigt nærmest selvlysende grønt farvestof, som man kunne smide i vandet, hvorefter det bredte sig med stor udstrækning for bedre at kunne ses fra luften. Man sagde også, at det var tilsat et stof, som hajerne ikke brød sig om.

Der var fiskegrej i den ene, den anden indeholdt nogle få bolsjer. Der var lækstoppere i forskellige størrelser til at stoppe eventuelle huller med. Søen var, hvad en sømand ville kalde bleg, næsten havblik, udendørstemperaturen var omkring 17 grader, så det var ikke så slemt med kulden endnu, selvom man var våd inden i den påståede vandtætte flyverdragt. Den var så vandtæt, at vandet ikke kunne komme ud af den. Et øsekar var der også, det var et cirkelformet stykke gummi med en bøjelig metalkant, så man kunne forme det efter krinkelkrogene i båden. Det gjaldt om at tømme den for vand, så man ikke også skulle varme det op med sin egen kropsvarme. Øsekarret lignede et elefantpessar, men fungerede udmærket.

Vi var blevet lagt ud ved 16-tiden med så stor afstand, at vi ikke kunne se hinanden, og vi kunne først forvente at blive ”opdaget” og reddet den næste dag ved 8-tiden, fy for en lang ensom kold og klam nat.

Da jeg nu havde overblik over, hvilke ressourcer jeg havde til rådighed, pakkede jeg fiskegrejet ud af dåsen, fik monteret krogene på linen uden at stikke mig, eller punktere mit transportmiddel, og begyndte at fiske. Jeg frøs ikke så meget, og da jeg har holdt af at fiske lige siden jeg var dreng, følte jeg mig nu godt tilpas over at være alene og kunne dyrke min hobby. I hvert fald til solen gik ned. Pludselig havde jeg et hug så kraftigt, at jeg var ved at give slip på linen. Gummiflåden drejede rundt i retning af den udstrakte line, og jeg begyndte at hale fisken op. Men pludselig slog det mig: ”Hvad fanden gør du med fisken, når du har fået den op i båden?” Jeg gjorde kort proces og slap linen med fisk og fiskegrej. Det var gået op for mig, at jeg slet ikke havde plads til den, og jeg kunne heller ikke slå den ihjel, fordi vi ikke måtte have kniv med af frygt for, at vi skulle komme til skade eller punktere gummiflåden. Gummiflåden var ikke så stor, at man kunne ligge ned i den, man måtte sidde op med bøjede ben, for hvis man strakte benene og lagde dem på kanten, løb der vand ind i båden. Den var forsynet med et oversejl med hætte, og på toppen af hætten sad en lille pære som i glasset af en nefalygte, og den var forbundet til et batteri, der ville virke, når det kom i saltvand.

Inden solnedgang kom et par instruktører forbi i en gummibåd, og spurgte om jeg havde det godt, og om jeg havde fået tømt flåden for vand. Jeg svarede, at jeg havde det fint og at flåden var tør som Sahara. Det var vist ikke det rigtige svar, for pludselig kom de tilbage i rasende fart, så tæt på min båd, at den blev fyldt med vand igen. ”Røvhuller!” råbte jeg efter dem. Så gik de næste par timer med at tømme den igen. Det var nu helt mørkt. Helt mørkt mener jeg, det var overskyet, men stille og jeg kunne fornemme, at det blev tåget. Nu havde de overhovedet ingen chancer for at genere os mere, ej heller at finde os, hvis noget gik galt. Al tidsfornemmelse forsvandt, og det var uhyggeligt, så meget man kunne høre gennem bølgernes sagte skvulpen. De må have parkeret os i nærheden af en sejlrende, og jeg blev bekræftet i min antagelse af, at det var tåget. Store skibe syntes at sejle tæt forbi. De brugte tågehorn hele tiden, og jeg kunne tydeligt høre deres motorer og bovbølger. Når de havde passeret gyngede gummiflåden kraftigt.

Den hotte og meget dygtige pilot, der tidligere på dagen var kravlet ombord i gummiflåden, følte sig pludselig meget lille og bange. Jeg følte på skift afmagt, raseri og decideret angst. Skulle jeg, der havde haft mulighed for at blive slået ihjel på en værdig måde, dø under en øvelse i den Engelske kanal? Det var en rædselsfuld oplevelse, at jeg intet kunne gøre.

Alt godt og skidt får en ende, og det gjorde denne del af kurset også, men trængslerne var ikke forbi endnu. I nattens løb havde jeg fået sparket hul på hajpulveret inde i båden, så ved første dagslys, hvor det stadig var tåget, opdagede jeg at alt omkring mig var grønt, flyverdragt, vandet jeg sad i, vandet rundt omkring mig også.

Jeg ved ikke, hvor lang tid, der gik, men tågen lettede og solen begyndte at skinne, og jeg hørte en helikopter og fandt mine nødraketter frem. Jeg fik med valne fingre afsikret ”fyldepennen” og skød raketter på må og få. Helikopteren så mig, og moralen og glæden steg til uanede højder. Det var en gul Royal Navy redningshelikopter, der pludselig stod stille over mig og sænkede en krog ned. Jeg var ikke længe om at få fat i den, men da jeg greb den, fik jeg det største elektriske stød man kan tænke sig, ikke engang som tv mekaniker mindes jeg at have fået større stød. Instinktivt slap jeg den, og besætningsmedlemmet i helikopteren, der styrede hejseværket, gjorde tegn til mig om at tage fat i den igen. Det gjorde jeg og uden stød denne gang. Jeg satte krogen fast i to stropper i redningsvesten, og blev hejst fri af gummiflåden, som dog stadig hang i livlinen, og jeg fik tegn til at udløse den. Det skulle blive rart at komme op i en varm helikopter. Men nej, så nemt gik det ikke. Jeg blev løftet ca. 5 meter fri af vandet, og helikopteren begyndte at flyve fremad. Efterhånden som vi fik mere fart på, roterede jeg hurtigere og hurtigere og til sidst mistede jeg orienteringen totalt. Jeg syntes, at vi havde fløjet i en evighed, og jeg blev koldere og koldere. Så mærkede jeg, at vi ændrede hastighed og bum sagde det, så lå jeg på noget hårdt. Jeg hørte stemmer og fornemmede at helikopteren forsvandt. Jeg var stadig meget rundtosset, og et par sømænd prøvede at få mig til at stå oprejst. Det kunne jeg ikke, for jeg var stadig svimmel og brækkede mig så på dækket af den torpedobåd, de havde læsset mig af på. Da jeg var kommet lidt til hægterne, kom en søofficer og sagde welcome aboard Sir. Here is your rum, drink it up. Det var en gammel engelsk skik, at man skulle have et mål rom at drikke, når man var kommet ombord. Det hjalp straks, det varmede ligesom teen, der fulgte efter. Inden jeg fik lov til at tage det våde tøj af, hentede de et spejl. Jeg lignede en selvlysende grøn månemand. Efter et bad og noget tørt tøj, havde jeg det straks bedre, og jeg fik at vide, at grunden til, at de ikke ville have mig op i helikopteren, var, at de ville få problemer med at få gjort den ren efter farvestoffet. Dagen sluttede med, at vi alle skulle have genvundet væskebalancen i officersmessens bar. Det lykkedes så godt, at vi fik næste dag fri, dog først efter en debriefing. Vi havde alle bestået denne del af kurset.

Senere hen, når jeg fløj eftersøgningsmissioner efter savnede personer, ekspeditioner, hundeslæder, fly eller skibe i og over farvandet om Grønland, tænkte jeg altid tilbage på mine egne hæslige oplevelser som ”forulykket”, og som følge deraf gav jeg måske missionen lidt mere opmærksomhed, end jeg ellers ville have gjort, hvis jeg ikke havde prøvet det på egen krop. Jeg tænkte tit på, at jeg havde haft det let. Det var ikke nær så koldt som i de Grønlandske farvande, og jeg vidste, at jeg blev ”reddet”. Det vidste de personer, vi ledte efter, ikke om de blev. Vi var sunde og raske, og det var ikke altid tilfældet med dem vi eftersøgte, og tit og ofte havde de været forulykket i lang tid, før man erkendte, at de var savnede. Til alt held er de indfødte yderst hårdføre og vant til at beskytte sig mod kulden. Tit og ofte havde de søgt læ for vejret og var i fin form, når de blev fundet.

COMBAT SURVIVAL[8]

Herefter fulgte et par dages teoriundervisning, hvor vi lærte flugt- og undvige teknikker, hvordan man bevæger sig i terrænet om dagen og om natten, hvordan man skjuler sig, hvordan man stille gør det af med hunde og andre eventuelle forfølgere, og hvordan man laver advarselssystemer omkring sit skjul. Generelt bevæger man sig ikke om dagen, hvis man er forulykket bag fjendens linier, man graver sig ned, eller finder et naturligt skjul eksempelvis i forbindelse med en vindfælde. Når man har fundet sig et tilpas hul, laver man et fletværk af grene, dækker det med tørre blade og kviste så overfladen ikke ser ny ud, og dette fletværk anbringer man så forsigtigt over hullet, når man er kommet ned i det.

Når man bevæger sig om natten, skal man holde sig fra åbent terræn og undgå at gå på bakketoppe, hvor man danner tydelig silhuet, især hvis der er månelys. Hvis man mener, at man er forfulgt, skal man kun bevæge sig lidt ad gangen, så standse op og lytte, og så bevæge sig igen, når man føler sig sikker. Man skal undgå marker med dyr på, da disse uvægerligt vil flokkes om dig og følge dig.

Hvis man bliver taget som fange, kan man forvente at blive afhørt og i henhold til Geneve konventionen må man kun oplyse grad, soldaternummer og navn. Vi fik at vide, hvordan de fleste afhøringer foregik, og vi hørte, hvorledes man elektronisk kan manipulere med folks stemmer og frembringe båndoptagelser med sætninger, som man slet ikke har sagt. Det var ret imponerende. Vi fik også at vide, at hvis vi kunne holde kæft i to døgn, så måtte man godt sige, hvad man vidste, fordi situationen nu var ændret så meget, at det var ligegyldig viden. Vi fik også at vide, at nogle landes militær aldrig har hørt om Geneve konventionen, og det er sidenhen bevist.

Denne teoriundervisning skulle munde ud i en øvelse i terrænet, som skulle vare i ca. tre døgn og afsluttes med en afhøring. Hvis man blev taget som fange indenfor denne periode, var det valgfrit, om man ville afhøres eller ikke, og dum som jeg var meldte jeg mig til afhøring under alle omstændigheder.

Selve oplægget til øvelsen var, vi var skudt ned over fjendtligt område et sted østpå. Vi havde to mand, som havde forladt flyet med katapultsæde, og vi var landet uskadte i et skovområde. Dette simulerede vi ved, at vi fik bind for øjnene og blev kørt i en lastbil forskellige steder, hvor vi blev sat af to og to. Jeg havde fået tildelt en engelsk navigatør, Dave, som makker.  Men inden dette skete fik vi udleveret en madpakke, som viste sig at være en levende kanin, som vi skulle slå ihjel og tage med os. En af instruktørerne spurgte hele flokken, der var samlet, om der var en jæger tilstede. I min egenskab af skovfogedsøn og jæger mente jeg nok, at jeg kunne vise de andre, hvordan man tog livet af en levende kanin med de bare hænder. Jeg udvalgte mig en stor sortbroget kanin, holdt den i bagbenene og gav den et kraftigt håndkantslag i nakken, og så blev den stille. Så tog jeg min kniv, lagde kaninen på maven på jorden, løftede lidt op i rygskindet og stak kniven igennem skindet på tværs af kaninen. Derefter lagde jeg kniven, rejste mig op og tog fat i skindet og begyndte at trække det af med begge hænder. Da jeg havde fået trukket den ene halvdel af skindet ud over bagbenene gav den et spjæt og jeg tabte den på jorden. Der gik et gys igennem forsamlingen, (jeg blev også selv noget forbavset), og gyset blev afløst af bræklyde fra nogle af tilskuerne, da jeg tog kniven og stak den gennem hjertet på den stakkels næsten nøgne kanin.

MIN MADPAKKE

Dave og jeg blev sat af i et meget kuperet skovområde, og da vi havde fået bindet af øjnene, fik vi udleveret et kort, hvor der var indtegnet et opsamlingspunkt, som vi skulle nå ved midnat på tredjedagen. Der var uhyggeligt langt derhen, så dette her tegnede ikke til at blive en helt almindelig campingtur. Vi fik at vide, at det udstyr vi tog med os, nu skulle følge os hele vejen til målet, og det vi eventuelt mistede, skulle vi betale for.

Vi valgte begge at tage faldskærm, redningsvest med signalmidler, vores enkeltmands gummiredningsflåder og den fælles madpakke, kaninen også.

Det første døgn måtte vi ikke tages til fange, så da vi havde fundet en passende lejrplads i et forladt stenbrud, begyndte vi at organisere os, lave ild og koge kaninen, da det ville give mere næring, da man så dels kunne spise kaninen, men også drikke den suppe, der kom ved kogningen. Dave havde fået afsky for kaninen, han ville ikke kendes ved den, ej heller smage et stykke af den. Godt for mig.

Ud over kaninen havde vi nogle dåser med et smagsstof, som kunne tilsættes det vand, man nu kunne finde. Der var et par dåser bolsjer og ellers intet spiseligt. Det måtte vi selv sørge for i naturen. Men lam og får i det område, vi ville komme igennem, var totalfredet og det var behæftet med bødestraf, hvis man forgreb sig på dem..

 Vi gik i gang med at lave soveposer af faldskærmen. Det var den yderst velegnet til, og vi fik skåret os et par lange vandrestave. Vi lavede også et par rygsække af faldskærm, faldskærmsliner og træstykker, de skulle anvendes til at bære gummibåden og det andet grej i. Ideen med at tage gummibåden med var udmærket, syntes vi, for når vi pustede den op, havde vi lynhurtigt en bivuak. Ud på natten vågnede vi begge og var drivvåde og kolde. Inde i gummibåden samlede der sig så meget kondensvand, at vi var gennemblødte og frøs som små hunde. Vi fik gang i ildstedet igen og blev efterhånden tørre. Hvorfor havde vi ikke taget vores Batman med?

Så meget for den idé med båden, den ville kun være i vejen resten af øvelsen, og den var i øvrigt også så godt som umulig at camouflere. Temmelig tung og uhandy, selvom den ikke var pustet op, for der sad nemlig en tung kulsyreflaske beregnet til at puste den op med. Den virkede kun en gang, og hvis vi afmonterede den, var der et stort hul, hvor den havde siddet, og den kunne ikke pustes op igen. Så derfor besluttede vi at efterlade gummibådene, koste hvad det ville.

Vi vidste, at næste dag ville blive temmelig lang, da man efter middag ville sende specialtropper (SAS) ud for at lede efter os og tage os til fange. Vi gik mod målet, så langt vi kunne nå inden kl. 10:00, hvor det var tid til at begynde at finde et passende skjul. Vi var kommet til en granplantage, som bar tydeligt præg af følgerne af en efterårsstorm. Vi valgte os hver en vindfælde, hvor vi ikke skulle grave ret meget, fik lavet camouflage og sad så og hyggede os, indtil vi kunne høre stemmer og tørre grene, der knækkede. Fjenden var på vej efter os.

Hurtigt krøb vi ned i vores skjul, trak det kamuflerede fletværk henover hovederne og sad musestille og håbede på ikke at komme til at hoste eller nyse. Mit hjerte bankede så kraftigt, at jeg var sikker på, at soldaterne kunne høre det. Senere fortalte Dave, at han var ved at skide små grise, da en af soldaterne trådte på kanten af hans fletværk. Han slap dog med skrækken. Soldaternes larm forsvandt gradvist, men vi turde ikke vise os endnu af frygt for, at en eller flere soldater var blevet tilbage og i stilhed overvågede området, og efterfølgende håbede på at nogen skulle røbe sig.

Vi havde besluttet os til først komme frem fra vores skjul, da det var blevet mørkt, så der var rigeligt med tid til en tiltrængt lur. Jeg vågnede med et spjæt, da Dave i mørket trådte gennem min kamuflage. Vi fik samlet vort udstyr og sager sammen og begyndte at gå. Til alt held og uheld var det månelyst, så vi kunne bruge kompasset. Vi gik til det var begyndt at lysne, og var nu nået ud til et åbent marsk område, der hed Dartmore Moors. Det var et rigtigt ubehageligt, forholdsvis fladt og sumpet område, som vi skulle igennem for at komme til opsamlingspunktet. Der var fyldt med fåreflokke med lam og Dartmore ponyer, der på dette tidspunkt levede vildt i dette naturområde.

Jeg havde på dette tidspunkt spist kaninen lidt efter lidt og den smagte udmærket.  Dave ville ikke engang se på mig, når jeg spiste af den, selvom han var hamrende sulten. Vi slog os ned langs bredden af et åløb, hvor der var siv, vi kunne skjule os i. Tid til en ny lur, og igen en brat opvågning. Dave stod grinende foran mig med et ildestinkende og møghamrende beskidt lille lam og ville have mig til at gøre en ende på dets lidelser. Vi havde fået at vide, at får og lam lå udenfor begrænsningerne af vort menukort, og vi ville få en bøde på 100 pund, hvis vi blev opdaget med uld om muleværket. Svært fristet afstod jeg fra tanken om lammesteg, (det har i øvrigt aldrig været min livret), da jeg kom i tanker om, hvor dumt det ville være, at lave bål i dette ubeskyttede område. Dave var enig, og da vi ikke ville spise det råt, fik det lov at gå rundt og stinke videre.

Den tilstundende nat var den sidste og værste på denne øvelse. Vi var nået tæt på det område, hvor man havde intensiveret patruljerne, området var omkring 500 meter bredt, og der var ca. 2 km til opsamlingsstedet. Der var så mange patruljer, at det var så godt som umuligt at undgå at blive fanget.

Vi skulle passere igennem området mellem kl. 22:00 og 23:00. Vi snød lidt. Kl. 21:45 smed vi alt vort udstyr fra os, og vi havde nu kun det tøj, vi stod og gik i. Vi sneg os ned til en å, der løb igennem området og gik hurtigt ud i åen, hvor der var siv, og sneg os frem, hvor der ikke var dække, ellers løb vi. Vi nåede opsamlingspunktet uden at blive fanget. Jeg tror, at vi havde passeret stederne, hvor patruljerne skulle være, før de var kommet på plads.

Trætte, men lidt stolte meldte vi os til øvelsesledelsen, der roste os for ikke at være blevet fanget. Pludselig lød der en farlig larm, patruljerne havde fanget to af de øvrige deltagere, og de havde begge en sæk trukket ned over hovederne og armene på ryggen med håndjern. De blev brutalt skubbet og puffet til, og pludselig tog en af soldaterne den enes sæk af hovedet, og så stillede en anden soldat ham med hætten et spørgsmål. Da han ikke svarede, tog soldaten sin karabin op og stak mundingen ind i tindingen på ham, hvorefter en tredje soldat skød et løst skud af ud for staklens øre. Det gav et sæt i os alle, og staklen og hans kammeret faldt bevidstløse om. De blev så båret væk, og hvad der ellers skete med dem, fik vi først at vide ved kursusafslutningen, men der havde været problemer med at bringe dem tilbage til virkeligheden.

Dave, min makker, slap for videre tiltale, mens jeg, der havde været så dum at melde mig til afhøringsfasen, selvom jeg ikke blev fanget, fik en sæk over hovedet og hænderne bundet på ryggen og smidt brutalt op på ladet af en lastvogn. Fjolserne, der kørte denne, ville åbenbart have rystet fangerne godt sammen, for de kørte som idioter. Turen føltes nok længere end den virkelig var. Den kom til et holdt, og vi blev hjulpet ned af ladet og ført gennem en lang kold gang med en vældig ekkovirkning, stadig med bind for øjnene og bundet.

Jeg fornemmede, at jeg blev ført ind i et stort rum, men det var dog ikke tilfældet. Hætten blev fjernet og jeg fik håndjernet af. En ståldør smækkede, og jeg stod alene i en lille bitte celle med en nøgen pære i loftet, en stenbriks og et afløb i gulvet. Ingen vand eller noget, ingen håndtag i døren, det var en fængslende oplevelse.

Hvor længe jeg var der, aner jeg ikke, alt hvad man havde lært mht. til at føre regnskab med tiden kunne man godt glemme. Jeg havde mistet tidsfornemmelsen allerede under køreturen. Jeg hørte rungende skridt på gangen og en ståldør, der blev åbnet og lukket, pyha, det var ikke min tur endnu. Så længe jeg sad fængslet, havde jeg det nu meget godt, bortset fra spekulationer om, hvad de nu ville finde på at genere mig med.

Jeg må have blundet, for det næste jeg opdagede var, at jeg havde håndjern og hætte på igen og to mand førte mig ud af rummet, hen ad en lang gang og ind i et nyt lokale. Jeg blev anbragt stående i rummet, hætten blev taget af, men håndjernet blev. Jeg var fuldstændigt blændet, efter et kort stykke tid ville jeg ikke tro mine egne øjne, jeg stod foran et skrivebord, og bag skrivebordet sad en cigaretrygende person i RUSSISK uniform. Han røg typiske russiske cigaretter - dem med et paprør og kun lidt tobak i den ene ende. Jeg var temmelig forvirret.

Han var den venlige type, og bød mig venligt velkommen i russisk fangenskab og fortalte mig, at han gerne ville lære mig at kende. Jeg oplyste - i henhold til Geneve konventionen - kun nummer, grad og navn, og det var han ikke helt tilfreds med. Han ville vide mere. Han ville have mig til at tilstå, at jeg havde bombet en lille landsby og var blevet skudt ned og taget til fange. Til alle hans spørgsmål svarede jeg kun med nummer, grad og navn. Han sagde, at de havde fanget min navigatør, og da han havde tilstået alt, kunne jeg lige så godt gøre det også. Han fik ikke mere at vide, og kaldte så på et par vagter, der gav mig hætte på igen og førte mig udenfor.

De masede og regerede med mig, og da jeg igen fik hætten af, sad jeg udenfor på en græsplæne i en pyramideformet hytte, der var så lille, at jeg blev sat der med benlås, da jeg ikke kunne sidde oprejst. Det var fandeneme ubehageligt. Igen vidste jeg ikke, hvor længe der gik, før jeg blev hentet til en ny afhøring samme sted. Der var en ny forhørsleder, og jeg blev sat midt på gulvet foran skrivebordet på en malkeskammel, der kun havde et ben, og den var hylende svær at balancere på, især med sovende fødder fra benlåsen. Yderst ubekvemt.

Forhørslederen stillede en masse spørgsmål, og han var ikke den flinke type. Han spankulerede rundt om mig i rummet iført uniform med spidsbukser, lange ridestøvler og en ”Majorstav” under armen. Jeg besvarede igen hans spørgsmål, som vi havde lært, og han blev tydeligt irriteret og sparkede stolen væk under mig. Jeg havde stadig håndjern på og kunne ikke gribe for mig, så jeg slog mig temmelig hårdt. Så blev jeg sur og sagde, at det ikke var tilladt under øvelser, at øve vold på personellet og at jeg ville tale med hans foresatte. Vagterne fik rejst mig op på benene, og jeg blev gjort fri af håndjernet.

Forhørslederen kom hen og stillede sig brysk foran mig, rakte hånden frem, og sagde tillykke hr. løjtnant: ” De har bestået afhøringsfasen”. Jeg blev så budt en kop te, en cigaret og en sandwich og han bad mig sidde på en rigtig stol foran skrivebordet, og så sagde han: ”Jeg vil lige demonstrere din komplette tilståelse, som vi har på bånd.” Først afspillede han en tilståelse fra min navigatør, Dave, det var jeg nu ikke så imponeret over, men da jeg hørte mig selv læse min egen tilståelse op, spidsede jeg øren, for jeg havde aldrig sagt det, de havde fået optaget på dette bånd. Der var ingen tvivl om, at, det var min egen stemme, jeg hørte. Det var utroligt, at man allerede i halvfjerdserne havde teknik til at manipulere stemmer. Dette bragte stof til eftertanke.

De gamle ideologier med, at man skulle kunne holde tæt i 48 timer er for længst faldet til jorden. I dag går krigen så hurtigt, at situationen allerede er så forældet, når man bliver taget til fange, at man kan fortælle hvad som helst, og i øvrigt er man normalt kun orienteret med henblik på den mission, man udfører lige her og nu. Man slæber ikke rundt på statshemmeligheder og øvrige krigsplaner. Lad denne sætning stå for min egen regning.

Vi hørte, hvad nogle af de andre tilfangetagne havde været udsat for i forbindelse med afhøringsfasen. Nogle blev stillet ned i to baljer vand med isterninger, andre havde vand dryppende langsomt ned i panden, mens andre igen fik overhældet kønsdelene med isvand. Jeg havde nok været heldig.

Næste aften blev der udleveret uddannelsesbeviser til os, der ikke var indlagt på kolbøtteanstalten. Der blev nedsvælget adskillige pints sammen med instruktørerne, for vi var nu uddannet som Combat Survival Rescue Officer Instructors. Det var det sidste kursus af denne art i flere år. Det blev genoptaget med visse ændringer i procedurer og regler og blev kaldt et ti kilos kursus. Man tog dem ikke på, man tabte dem. Ud over det jeg havde lært på kurset, havde jeg også lært at tænke mig om, inden jeg meldte mig frivilligt til noget.

Dagen efter pakkede jeg mine ting sammen og begyndte hjemrejsen via endnu en nat i en liggestol på færgen, iført frostsikring og et tæppe. Det skal lige nævnes, at jeg på færgen mødte en Tanzanier, som jeg havde været sammen med på flyveskolen i Canada. Han hed Mwaitabele, og var også pilot og høvdingesøn. Vi var allerede derovre blevet gode venner, og han havde lært mig nogle strofer af hans nationalsang, ligesom jeg havde lært ham lidt af ”Der er et yndigt land”. Vi satte os og spiste sammen, og mindedes gamle dage i Canada over et par drinks. Han var nu oberst i Tanzanias Flyvevåben og fløj samme type fly som vi trænede på i Canada, nemlig Tutor. Hans udgave af den var dog bevæbnet. Jeg var kun flyverløjtnant, så han mente, at havde jeg meldt mig til det forkerte flyvevåben.

Min uddannelse brugte jeg til at undervise mine eskadrillekammerater omkring overlevelse i fred og under kamp, og min uddannelse kom først rigtig til sin ret i halvfemserne, hvor vi begyndte at flyve under lidt mere uvenlige forhold i det tidligere Jugoslavien.