DANSK T-33A PÅ SKRYDSTRUP
Træningseskadrillen (TRESK) var en omskolings enhed, der tidligere lå på Flyvestation Aalborg, og vores hold var et af de første, om ikke det første, der skulle igennem TRESK i Skrydstrup. Man havde samlet elever fra vort hold og et tidligere for at få nok til, at det kunne betale sig at køre uddannelsen. Formålet med TRESK var at pille de unoder ud af os, som vi havde med fra Canada. Ud over at vænne os til at flyve i Europæisk område, blev vi også uddannet til officerer. Vi fløj ca. 100 timer i den danske udgave af T-33 Silverstar. Den var lidt forskellig fra den canadiske udgave, idet den havde ca. 800 pund mindre thrust (motorkraft). Vi fløj en hel masse solo, og vi afsluttede kurset med at aflægge en instrument flyve prøve, der efterfølgende vil blive benævnt PFC. Når man havde aflagt den, havde man status på typen (certifikat). I selve kurset var indlagt en masse flyveteori og teori undervisning af militær karakter.
Man lærer jo som bekendt mest af sine fejltagelser, og en dag, hvor jeg var på en soloflyvning og i færd med at øve landingsrunder og berøringslandinger, blev jeg kaldt af tårnet, som beordrede mig til at fortsætte længere på medvind end normalt. Der var nemlig et andet fly, som var på slutindflyvning for landing, og jeg skulle ind bagefter det. Jeg satte farten ned, for ikke at komme for langt væk. Når man har trukket gashåndtaget tilbage forbi et vist punkt, lyder der et advarsels horn, som fortæller en, at man ikke har hjulene ude. Man kan annullere denne tone ved at trykke på en knap. Det gjorde jeg for ellers kunne jeg ikke høre andet end hornet. På dette tidspunkt var det med vilje, at jeg ikke havde sat hjulene ud. Jeg blev igen kaldt af tårnet som bad mig om at begynde min slut indflyvning (finale). Jeg drejede ind mod banen og begyndte min nedstigning. Da jeg var nået ned i ca. 300 fod, blev der afskudt 12 røde lyskugler fra baneenden. Det var signalet til at ”en eller anden ikke havde sat hjulene ud.” Jeg kiggede mig omkring og tænkte, hvad fanden er det for en idiot, der har glemt hjulene, men så kom jeg til at se på indikatorerne for (hjul nede), og så blev jeg klar over, hvem idioten var. Jeg var så tæt på banen, at jeg ikke kunne nå at få sat hjulene ud, så jeg gav fuld gas for at lave en ny landingsrunde. Tårnet spurgte, om det var med vilje, jeg havde forsøgt at lande uden hjul, og jeg måtte på svare, at jeg havde glemt dem. Da jeg kom ind i eskadrille bygningen skortede det ikke på friske bemærkninger fra mine kammerater, for det var jo allerede rygtedes ud over hele flyvepladsen. Det næste der skete var, at jeg blev kaldt ind til chefen major P.D. Jørgensen (DUR), han lignede an tordensky, og jeg måtte meget brødebetynget tage imod mit livs største skideballe.
Han syntes så åbenbart, at han havde været lidt hård imod mig, og ligesom en lille trøst sagde han, “der findes to slags piloter, dem der har forsøgt at lande uden hjul, og de, der ikke har gjort det endnu”. Det var jo pænt af ham, og da jeg fornemmede, at samtalen nu var forbi rettede jeg mig op og gjorde en reglementeret vending. I samme øjeblik opdagede han, at jeg havde en blå sok på den ene fod og en sort på den anden. Så blev jeg kommanderet tilbage, og hvis han ikke var gal før, så var han det i hvert fald nu. Han hylede op om at være ureglementeret påklædt, og om jeg var klar over, at jeg havde to forskellige sokker på. Jeg kiggede forlegent ned af benene og sagde, det er jeg ked af, men jeg har et par lige magen til henne på mit værelse. Man kunne nu høre ham i hele betonbygningen UUUUUUUD! Det var jeg ikke længe om at komme. Samme dag blev jeg udstyret med et næsehjul i et stykke reb, dette skulle jeg have med mig alle vegne. Det værste var besøget i kontroltårnet, der var 108 trappetrin op. Selv i messen, i baren, ja alle vegne slæbte jeg rundt med det satans hjul i en hel uge. Men metoden virkede udmærket. Jeg har ikke glemt hjulene siden.
Den 15. juli 1967 blev jeg og de andre på holdet udnævnt til flyverløjtnanter af anden grad, det var også en stor dag. Efter højtideligheden med obersten, der uddelte vore ansættelsespapirer, blev der afholdt et gevaldigt grillparty, hvor vi drak os en anelse berusede sammen med vores instruktører, som vi nu også var blevet dus med. Vi blev spredt ud over landets flyvestationer. Et par stykker skulle til Aalborg og flyve F-104 Starfighter, et par stykker gik til Værløse og HAP og jeg skulle til Karup og flyve F-100, Super Sabre. Et par stykker skulle til Skrydstrup og flyve henholdsvis Hawker Hunter og F-100.